Fodboldrejser til Spanien

Det er ikke tilfældigt, at det er et spansk hold, der har løftet Champions League trofæet 6 gange de seneste 10 år. Spansk fodbold er på et niveau for sig selv, og ligaen tiltrækker de største fodboldnavne i verden. Derfor er Spanien og fodboldoplevelser i Spanske La Liga også den ultimative våde drøm for enhver fodboldelsker.

Der er et ordsprog, der siger, at fodbold i Spanien er som en religion, og det er ikke helt forkert. Fodboldsporten er nemlig Spaniens ubestridte nationalsport, og den bliver dyrket som en religion i alle lag i samfundet og analyseret i et hav af sportsaviser. Alle spaniere har deres favorithold, og snakken går på arbejdspladser og caféer op til kampene og bagefter.

Europas største opgør – EL Clássico

I Danmark forbindes spansk fodbold med Europas to største fodboldklubber FC Barcelona og Real Madrid.  Europas største fodboldkamp er netop opgøret mellem disse to klubber, som er døbt ”El Clássico”. Når de to klubber krydser klinger, følger 82.000 tilskuere med på Santiago Bernabéu i Madrid eller 99.000 tilskuere på Camp Nou i Barcelona. Herudover følger én milliard seere med over hele verden. Der findes næppe noget opgør, som tiltrækker sig så meget hype som denne kamp, der også rummer opgøret mellem verdens to største fodboldstjerner Messi og Ronaldo.

Spansk Fodbold er mere end Barca og Real

Opgøret mellem Real og Barca er den ultimative lækkerbisken. Derfor er kampene ofte udsolgt på rekordtid, og billetpriserne skruet helt vanvittigt i vejret.

Men spansk fodbold rummer meget mere end El Clássico. Der er masser af store klubber og seværdige opgør i den spanske liga. Klubber som Atlético de Madrid, Valencia og Sevilla er også med helt fremme og serverer masser af spanske fodboldlækkerier for tilskuerne. Herudover kan du nyde det lune spanske klima og få masser af kulturelle og kulinariske oplevelser i de store spanske byer. Du kan sagtens finde billetter til omkring 40 euro til kampe i La Liga.

Hvis du ikke vil gå glip af Barcas lynhurtige angrebsfoldbold eller Reals stjernespækkede mandskab, kan du vælge at se dem mod et af de andre tophold. Så er det ofte muligt at opleve stjernerne til helt andre billetpriser.

Et opgør, der helt sikkert er værd at satse på, hvis du ikke kan få biletter til El Clássico, er lokalbraget mellem Real Madrid og Atlético de Madrid. Den ”lille” Madrid-klub Atlético har de seneste år været med helt fremme i spansk fodbold og blev spanske mestre i 2014.  

Modsat mange andre europæiske ligaer er spansk fodbold stort set fri for Hooligans. Voldsepisoder i forbindelse med kampene er meget sjældne. Det betyder også, at du trygt kan tage familien med til en kamp i det spanske.

Danske stjerner i spansk fodbold

Selvom den spanske liga ikke ligefrem er kendt for mange danske spillere, har nogle af de allerstørste danske fodboldikoner alligevel gjort sig bemærket i spansk fodbold. Mest kendt er selvfølgelig Michael Laudrup, der både har optrådt for både Barcelona og Real Madrid. Men Allan Simonsen var også en stor stjerne i Barcelona i fra 1979 til 1983. Går vi lidt længere tilbage, var Henning Jensen en populær spiller i Real Madrid sidst i 70’erne.

 I sæsonen 2015/16 er der to danske spillere i La Liga, og begge spiller jævnligt. Det er Michael Krohn-Dehli i Sevilla og Daniel Wass i Celta Vigo.