Det er ved at være den tid på året, hvor de europæiske mesterskaber bliver afgjort. Store pokaler bliver løftet stolt i vejret med konfetti og stjernestøv dryssende om ørerne akkompagneret af øredøvende jubelbrøl.
Desværre er der ofte ikke de store overraskelser gemt i, hvem der løfter de førnævnte pokaler. Paris Saint-Germain vandt det franske mesterskab, hvilket de nu har gjort i fem ud af de seneste seks sæsoner. Bayern München vandt Bundesligaen for sjette gang i streg, Celtic er godt på vej mod det syvende mesterskab på stribe i Skotland, mens FC Porto eller Benfica ser ud til at vinde i Portugal, hvilket også har været tilfældet i 31 ud af de seneste 34 sæsoner.
I Spanien har FC Barcelona så godt som taget sig af titlen, hvilket enten de eller Real Madrid næsten altid gør. I de seneste 15 år er det således kun Atlético Madrid, som har formået at ændre ved den tendens, da de vandt i 2013/2014-sæsonen. I Støvlelandet er der for en sjælden gangs skyld spænding om udfaldet. Med fire spillerunder tilbage fører Juventus blot med ét point ned til Napoli. Holder ”Den Gamle Dame” napolitanerne bag sig, vil det være klubbens syvende mesterskab på stribe.
Som rosinen i pølseenden har vi Premier League. På den ene side er dette ligaen, der - næsten - bekræfter undtagelsen. På den anden side er den omtrent lige så forudsigelig som de andre ligaer. Manchester City har som bekendt sikret sig titlen i år, hvilket der ikke er noget odiøst eller overraskende i.
Men i modsætning til de andre nævnte ligaer, som reelt set kun har 1-2 titelbejlere, har Premier League lidt flere strenge at spille på. Manchester City, Manchester United, Chelsea, Arsenal og så den helt store overraskelse Leicester har taget sig af mesterskabet siden 1994/1995-sæsonen, hvor Blackburn Rovers vandt. Ergo er der fire hold, som skiftes til at tage titlen – Leicester regnes umiddelbart ikke med i ligningen, da deres mesterskab ses som en "one season wonder."
Alt i alt er konklusionen, at de store og mellemstore europæiske ligaer er meget forudsigelige, når titlerne skal uddeles. Og gennemgående er det, at det er de klubber med de fleste penge, som vinder trofæerne.
Hertil kommer, at formatet i Champions League også indbyder til, at det er de samme store hold, vi ser i kvart- og semifinalerne hver år. Det er selvfølgelig spændende for de respektive klubber og deres fans, men for den neutrale fodboldelsker kan det virke trivielt.
Spørgsmålet er derfor, om der nogensinde har været et større incitament for at lave en europæisk Super League? Tag de største og rigeste klubber ud af deres nationale ligaer og lad dem spille mod hinanden i en særskilt liga. Foruden at det vil være den optimale turnering at vinde, vil det også betyde, at de tilbageværende hold i de nationale ligaer vil få chancen for at stråle. Og hvem ved, måske der ligefrem vil blive skabt spænding om, hvem der vinder. Man kunne håbe.
Mulighederne er mange. Men om det nogensinde bliver aktuelt med en europæisk Super League kommer ligesom alt andet an på penge, men i sidste ende også, om der er opbakning fra de største klubber. Disse har en enorm magt i europæisk fodbold, hvilket den nye Champions League-struktur vidner meget vel om. Her er der - naturligvis, fristes man til at sige - blevet færre pladser til hold fra de mindre ligaer.