Fodboldrejser til Tyskland

Intense kampe med masser af tilskuere på lægterne og en fantastisk stemning. Det er kendetegnende for kampene i Bundesligaen, og du behøver ikke køre længere end lige syd for grænsen for at opleve suset fra en af Europas største ligaer. Derfor er Tyskland og bundesligaen blandt de mest populære destinationer for fodboldfans, da du kan kombinere kort transporttid med store fodboldoplevelser. 

Bayern München, Borussia Dortmund, Bayer Leverkusen, Schalke 04 og HSV Hamburg. Du kender de store tyske klubber, der ofte klarer sig godt i de europæiske turneringer. Det er klubber, der hver weekend trækker 50-80.0000 tilskuere til deres kampe og skaber en fantastisk stemning på lægterne.

Fodbold er en helhedsoplevelse i Tyskland

I Tyskland har de virkelig formået at gøre dét at gå til fodbold til en helhedsoplevelse, og en oplevelse alle har råd til. For modsat priserne i eksempelvis England, hvor priserne er skruet helt i vejret, kan du stadig komme ind på et af de store bundesligastadions for ca. 40 euro eller små 300 kr. Det betyder også, at du møder mennesker fra alle samfundslag, når du tager til en bundesligakamp. Lige fra de unge studerende til pensionisten og selvfølgelig de hardcore fans, der er med til at skabe en helt unik stemning med sang og tilråb under kampene.

Tyskerne er kendt for deres evne til at organisere. Det mærker du helt klart, når du kommer til en Bundesligakamp. Alting er perfekt tilrettelagt. Det gælder både transport til og fra stadion, når du skal købe øl og pretzel (de populære tyske saltkringler) på stadion, og når tilskuerne skal sluses ud og ind af stadion. Alting foregår med tysk grundighed og præcision.

Det betyder, at du ikke selv skal bekymre sig om logistikken. Der er simpelthen styr på det hele.

Masser af danske stortalenter i bundesligaen

Bundesligaen er traditionelt en liga, hvor nogle af de største, danske fodboldikoner har haft stor sucess. Hvem husker ikke Flemming Poulsen i Borussia Dortmund, Ebbe Sand i Schalke 04 eller Thomas Gravesen i HSV.

Selvom Bendtner pt. har lidt problemer med at gøre sig positivt bemærket i sin klub Wolfsburg, er der masser af andre danskere i Bundesligaen, som får masser af spilletid. I sæsonen 2015/16 er det især stortalenter som for eksempel:  Jannik Westergaard i Werder Bremen, Pierre Emile Højbjerg i Schalke 04 og Andreas Christensen, Borussia Mönchengladbach. Der er med andre ord rigtig god mulighed for at møde nogle af vores hjemlige stjerner på en fodboldrejse til Tyskland.

Hvor skal du se fodbold i Tyskland?

I Dortmund ligger Bundesligaens største stadion, Westfalen Stadion, med plads til hele 80.645 tilskuere. Det er også et stadion, som er verdenskendt for en fantastisk stemning fra nogle af Europas mest passionerede fodboldfans. At opleve en bundesligakamp på Westfalen Stadion er derfor noget, enhver fodboldfan bør unde sig selv. På Allianz Arena i München med plads til 71.000 personer kan du opleve tysk fodbolds absolutte tophold gennem mange sæsoner: Bayern. Her får du cremen af tysk fodbold med de allerstørste tyske spillere.

Et andet godt bud på en fodbolddestination er Volkspark i Hamborg. Det er let at komme til Hamborg, da det kun ligger 140 km syd for den dansk-tyske grænse. Det gør det til en yndet fodbolddestination for mange danske fodboldfans. HSV Hamborg er den eneste tyske klub i Bundesligaen, der aldrig er rykket ned, og selvom klubben i en årrække ikke har spillet i toppen, svigter de loyale tilskuere ikke. Du får derfor en fantastisk foldboldoplevelse på et tætpakket Volkspark sammen med 57.000 ellevilde tyske fans.  

Så uanset hvor du kommer frem i Tyskland, er der masser af spændende fodboldoplevelser!