Fodboldrejser til Italien

Den italienske turnering ”Serie A” byder på et hav af højspændte fodboldopgør med storklubber som AC Milan, Inter, Juventus, AS Roma, SS Lazio og Fiorentina. Til hver eneste kamp skaber de italienske fodboldfans – ”tifosis” – en stemning, der ikke findes magen til andre steder i Europa.

Fodbold er en af de mest populære sportsgrene i Italien, og italienerne lever og ånder for fodbolden. Det fornemmer man overalt og særligt op til kampene. Fodboldkulturen og passionen føles ægte i Italien, og hvert stadion har sit eget særpræg.

Italien byder samtidig på lækker mad og behageligt klima og er derfor en perfekt fodbolddestination i det kølige danske forår eller det regnfulde efterår.

Stadio Olimpico og slaget om Rom

Et af de stadions i Italien, som byder på den mest intense stemning, er det olympiske stadion i Rom, hvor der er plads til hele 73.000 fanatiske tifosis. Her har storklubberne SS Lazio og AS Roma hjemmebane. Et af de helt store opgør i italiensk fodbold er, når de to hold mødes i det fantastiske romersk lokalderby ”Derby della Capitale”. Det første derby blev spillet i 1929, og siden da har Roma vundet 51 lokalopgør, Lazio har vundet 37, mens 57 opgør er endt uafgjort.

Romas fans holder til i den sydlige del af Stadio Olimpico (Curva Sud), og Lazios fans i den nordlige del (Curva Nord). Der er en hadsk stemning mellem Lazios og Romas tilhængere, og kampene er af og til forbundet med voldelige sammenstød mellem forskellige fangrupperinger fra de to hold.

Det italienske fodboldforbund tager dog en masse forholdsregler for at undgå optøjer, blandt andet med udelukkelse af hooligans. Politiet er massivt tilstede, så kampene kan afvikles i god ro og orden. Alligevel er det en god idé at holde sig fra de områder på stadion, hvor de mest ekstreme fangrupper, ”Ultras”, holder til.

Lokalderby på San Siro - Derby della Madonnina

Norditaliens hovedstad Milano er en by, mange forbinder med eksklusiv mode og stil, men Milano er også kendt for klubberne AC Milan og FC Internazionale Milano (Inter) – to af Italiens største fodboldklubber, som begge spiller på det enorme stadion San Siro stadion. Er du så heldig at være i Milano under lokalderbyet, der er døbt ”Derby della Madonnina”, kan du forvente et totalt udsolgt San Siro.  

Men der er masser af andre store kampe på San Siro. Et af dem er ”Derby d'Italia”, som opgørene mellem Italiens to mest vindende klubber, Juventus fra Torino og Inter, er døbt. En fodboldtur til Milano har den fordel, ar din kone eller kæreste kan gå shop-amok i Europas modeby nr. 1, mens du nyder fodboldstemningen på San Siro. Det er med andre ord en ren win-win situation.

Italiensk fodbold er mere end Rom og Milano

Men italiensk fodbold er meget mere end Rom og Milano. I Napoli finder du eksempelvis Italiens tredjestørste stadion San Paolo, hvor Napoli SC spiller, og i Firenze finder du ACF Fiorentina og Stadio Artemio Franchi med plads til 46.300 tilskuere.  Der er således masser af muligheder for at komme til spændende fodboldkampe i Italien.

Danske fodboldstjerner i Italien

Flere af de allerstørste danske fodboldstjerner har været stjerner i Italien. Mest kendt er Preben Elkjær, der scorede mål på samlebånd i Hellas Verona, men Harald Nielsen (Guld Harald) var også en kæmpe stjerne i 60’erne i Bologna. De sidste 10 år huskes især Martin Jørgensen, Thomas Helveg og Martin Lauersen, der alle har spillet for flere italienske topklubber.

Med en fodboldrejse til Italien er der garanti for en spændende og mindeværdig tur med masser af fodbold i verdensklasse kombineret med fantastisk vin og unikke kulinariske oplevelser.