Er Messi eller Ronaldo alle tiders bedste?

Sætter du 100 fodboldfans sammen og beder dem om at finde frem til, hvem der er verdens bedste fodboldspiller nogensinde, vil du uden tvivl opleve, at hvert argument har et utal af modargumenter. De fleste kan imidlertid blive enige om, at Lionel Messi, Barcelona og Cristiano Ronaldo, Real Madrid er nutidens to bedste spillere, men er nogen af dem også den bedste i historien?

Hvis du ikke så fodbold tilbage i 50’erne, 60’erne, 70’erne, 80’erne og til dels 90’erne, har du nok ikke de største minder om de to sydamerikanske fodboldlegender, brasilianske Pelé, og argentinske Maradona.

Glem ikke Pelé og Maradona

Begge nævnes altid af de lidt ældre generationer, når snakken falder på historiens bedste spiller. Og bevares, de var gudsbenådede magikere på en fodboldbane. Argentineren var tilmed så tæt på kristendommens øverste instans, da han til VM i Mexico i 1986 scorede det legendariske og helt udødelige mål med hånden; ”Guds hånd” ifølge Maradona selv. Det var et mål, som i sidste ende var med til at sikre Argentina VM-trofæet i det år.

Det blev ikke til flere VM-triumfer for Diego Armando Maradona Franco, og dermed må han se sig slået af sin evige rival, Pelé, i netop det regnestykke. Brasilianeren strøg til tops sammen med A Seleção i Sverige i 1958, i 1962 i Chile og slutteligt i 1970 i Mexico. De tre VM-titler gør Pelé til den spiller i verden, som har flest verdensmesterskaber på cv’et. Ikke just nogen ringe trumf at besidde, når der skal debatteres om, hvem der er alle tiders bedste fodboldspiller.

Er VM-titler tungen på vægtskålen?

Nogle vil endda påpege, at spillere som Johan Cruyff, Alfredo di Stéfano og Ferenc Puskás også bør nævnes i denne evindelige debat. Men modsat Maradona og Pelé har ingen af disse et VM-trofæ at bryste sig med. Og hvis der er noget, som afgør, hvem der ender med de fine kåringer, så er det netop titler. Det er de seneste mange års Ballon d’Or-uddelinger, titlen som årets bedste spiller i verden, et tydeligt bevis på. Og her skal vi tilbage til Cristiano Ronaldo og Lionel Messi. Det seneste årti har de to herrer nemlig ryddet bordet og delt byttet imellem sig med fem titler hver.

Men nogen kåring som historiens bedste spiller har ingen aktør endnu fået. I hvert fald ikke fra officielle instanser. Og de to herrer lider samme skæbne som Cruyff, Stéfano og Puskás: De har ikke vundet et verdensmesterskab. Bevares, Ronaldo førte Portugal frem til et europamesterskab i 2016. Dette er naturligvis en stor bedrift, og det er et godt kort at have på hånden i denne sammenhæng. Men mange vil stadig anfægte, at et EM ikke er lige så stort og da slet ikke lige så svært at vinde som et VM, da du ved sidstnævnte får de stærke sydamerikanske hold med.

Tiden var en anden

Med i betragtningen skal selvfølgelig også, at niveauet i dag er væsentligt højere, end det var i det seneste århundrede. Mængden og kvaliteten af træninger er øget, og det samme er de taktiske dispositioner. Alt har fået et nøk opad. Så da Maradona og Pelé i sin tid afdriblede deres modstandere og fik dem til at ligne 10-årige drenge med åben mund og polypper, er du nødt til at tage niveauforskellen in mente. Ikke at dét skal tage de to herrers talent fra dem. Det kan intet gøre! Men om de ville have været lige så dominerende i nutidens fodboldspil, som Messi og Ronaldo formår at være det, det får vi jo nok aldrig at vide.

Så hvem er historiens bedste fodboldspiller? Det diplomatiske svar vil være, at det afhænger af øjnene, der ser. Så i bund og grund vil svaret herpå vaje i vinden, lige så længe der er fodboldildsjæle, som brænder for dette fantastiske spil.