Atlético Madrid ignorerer historien

Når en fodboldklub skifter stadion, er det mere reglen end undtagelsen, at der kan være visse resultatmæssige startvanskeligheder. Det kræver ganske enkelt en tilvænningsperiode, før det vanlige niveau kan findes.

Ovenstående er dog en tendens, som spanske Atlético Madrid tilsyneladende ikke kender til. Ellers har de blot valgt at ignorere dette ”manuskript” fuldstændigt. Wanda Metropolitano, som er klubbens spritnye hjemmebane, er muligvis endnu ikke lige så stærkt et fort, som Vicente Calderón var det, men det er allerede rigtig godt på vej.

Atlético-toget fortsætter ufortrødent

De bolsjestribedes nu forhenværende stadion Vicente Calderón var et frygtet sted for enhver gæstende klub. Dét ikke mindst siden træner Diego Simeones ankomst i december 2011. Argentineren har med takter, fagter og brøl ledt sine soldater frem til det ene store resultat efter det andet i både nationale og internationale turneringer. Og fansene har kunnet lide, hvad de så og har betalt så rigeligt tilbage med sang, skrål og klapsalver sjældent set og hørt mage.

Nu er tiden så inde til, at Wanda Metropolitano skal køres ind som det nye fort. En mission, som Diego Simeone og kompagni allerede er godt i gang med. Her hvor 2017/2018-sæsonen lakker mod enden, er holdet endnu ubesejrede på den nye hjemmebane. Ti sejre og fire uafgjorte er det blevet til. Det er med andre ord lykkedes holdet at rykke Calderón-tendenserne hen til Metropolitano.

Generelt er skal der da også noget helt ekstraordinært til, før ”Rojiblancos” strækker våben. Derfor er det også helt fortjent, at holdet er at finde på andenpladsen i La Liga, kun overgået af suveræne FC Barcelona, som endnu har deres første nederlag i sæsonen til gode.

Publikum valfarter til Wanda Metropolitano

Nyt stadion, som er navngivet af et kinesisk firma og investor, kyser ikke de trofaste Atlético Madrid-fans. Tværtimod kommer der i gennemsnit 10.000 flere til klubbens hjemmekampe i La Liga, end der gjorde på det gamle stadion.

Vicente Calderón havde en kapacitet på næsten 55.000 tilskuere og lå med et gennemsnitligt tilskuertal på omkring 45.000 til La Liga-kampene. Wanda Metropolitano kan huse næsten 68.000 og snitter de 55.000 pr. kamp.

Kampen om Madrid

Real Madrid er på flere måder stadig Madrids største klub og vil nok også være det i en del år endnu. Men de rød- og hvidblusede har i den grad grebet kården og udfordret ”storebror” til en duel. Dette har ganske vist givet et par hak over tuden i form af et par Champions League-finalenederlag til netop naboerne fra ”Kongeklubben,” men oplevelserne har samtidig været med til at styrke selvforståelsen i arbejderklubben.

At nå til finalen i verdens stærkeste klubturnering hele to gange indenfor tre år har ikke blot styrket indtrykket internt. Det har også efterladt et kæmpe aftryk i den gængse opfattelse af klubben i det store Europa.

At Diego Simeone tilmed formåede at lede holdet frem til det spanske mesterskab i 2014 foran Real Madrid og FC Barcelona var blot startskuddet til denne Madrid-duel.

Det bliver næppe til endnu et spansk mesterskab i denne sæson, hvor FC Barcelona som nævnt virker urørlige. Et Champions League-trofæ bliver det helt sikkert ikke til, da spanierne lidt skuffende måtte nøjes med tredjepladsen i gruppespillet og dermed røg over i Europa League. Sidstnævnte er dog også en stor turnering, som de tilmed er favoritter til at vinde.

En så stor præstation, som et Europa League-trofæ altid vil være, vil imidlertid være prikken over i’et i Atléticos første sæson hjemme på Wanda Metropolitano. Holdet er p.t. i kvartfinalen, hvor de møder portugisiske Sporting Lissabon.