Tre nye stadions i London

I London er der mange muligheder for at se Premier League fodbold, og flere af London-klubberne har pt. planer om at opføre nye flotte stadions. I denne artikel ser vi nærmere på de forskellige stadionplaner samt stadionkapaciteten på de forskellige stadions.

Klubbens hjemmebane er som oftest centrum for al aktivitet omkring klubben. Derfor er det vigtigt, at stadionet løbende opdateres, så det afspejler klubben og dens tilhængere og giver både spillere og tilskuere de bedste og mest moderne faciliteter, både før, under og efter kampen.

West Ham flytter ind på OS stadium i august 2016

West Ham flytter ind på sit nye stadion til august 2016 og får dermed plads til mange flere tilskuere. Fra ca. 35.000 tilskuere på Boleyn Ground, hvor de pt. spiller, til 54.000 tilskuere på deres ny hjemmebane, som er Londons Olympiske stadion.

West Ham flytter ind i de nye omgivelser til 2016-2017 sæsonen. Da stadionet stadig skal kunne anvendes til atletik, kommer man, som vi har forstået det, til at kunne placere siddepladser på løbebanen, når der spilles fodbold.

Tottenham klar med nyt stadion til august 2018

Tottenham er også i fuld gang med at planlægge et nyt stadion, som skal stå færdigt i 2018. Det nye stadion vil kunne rumme 61.000 tilskuere. Det er planen, at det nye stadion får en speciel tribune bag det ene mål, hvor der bliver plads til hele 17.000 hjemmefans.

Det er tanken, at det talstærke hjemmepublikum bag målet skal skabe en ”væg af lyd” (wall of sound). Inspirationen kommer fra Dortmund, hvor man har den imponerende endetribune ”Gelbe Wand”, der skaber en fantastisk stemning til hjemmekampene.

Man har desuden planer om en ”sky walk” oppe på taget af det nye stadion, så interesserede kan nye udsigten over Nordlondon fra omkring 40 meters højde. Det nye stadion skal stå klar til sæsonen 2018/19, hvilket betyder, at den første kamp bliver spillet i august 2018.

Chelsea får nyt stadion i 2020

Chelsea spiller sine hjemmekampe på Stamford Bridge, hvor der er plads til ca. 42.000 tilskuere, og de har næsten altid totalt udsolgt til deres kampe. Der er lige nu planer om at bygge et nyt og bedre stadion, og går alt efter planen, påbegyndes byggeriet i 2017.

Det nye stadion skal ligge nøjagtigt samme sted som der, hvor Stamford Bridge ligger i dag. Det tager ca. 3 år at opføre det nye stadion, og i denne periode vil Chelsea spille sine hjemmekampe på Wembley Stadium. Det nye Stamford Bridge forventes at stå klar til sæsonstarten i august 2020.

Men Arsenal behøver ikke et nyt stadion....

Arsenal har ingen byggeplaner. Arsenals hjemmebane Emirates Stadium stod klart i 2006, så der går mange år, inden Arsenal behøver at bygge nyt. Når ”the gunners” spiller hjemmekampe, er der omkring 60.000 tilskuere pr. kamp, og den maksimale kapacitet på Emrirates stadium ligger på 62.260 tilskuere. Så de har plads nok endnu.

Nya stadions i hele Storbritannien

Hvis du vil se hvilke stadionbyggerier, der er i gang i hele Storbritannien (både nybyggede stadions og tilbygninger til eksisterende stadions), kan du finde meget mere information om stadionbyggerier ved at klikke ind på denne side:

www.footballgroundguide.com/about-the-author/developments.html