Fodboldrejse til White Hart Lane

Tottenham Hotspurs er en af de mest traditionsrige engelske fodboldklubber. Så et besøg på den legendariske hjemmebane White Hart Lane i Nordøstlondon er en kæmpe oplevelse for enhver fodboldfan. VI har besøgt White Hart Lane, og giver dig her den ultimative guide.

Tottenham Hotspurs FC, eller bare Spurs som klubben kaldes blandt fansene, er en af de mest legendariske engelske klubber grundlagt i 1882 i London. I år er det ekstra interessant at følge Spurs. Dels er klubben med helt fremme og spiller med om mesterskabet, og dels har den danske landsholdsspiller Christian Eriksen gang i en rigtig stor sæson hos Spurs.  Vi tog derfor turen til London for at følge Tottenham Hotspurs kamp mod AFC Bournemouth.

Sådan kommer du til White Hart Lane

Det er en god idé at tage afsted i god tid på kampdagen, så du kan nyde den unikke stemning, der er omkring en kamp i Premier League. Det er let at komme ud til White Hart Lane. Lettest er det at tage undergrundsbanen. Det tager godt 20 minutter fra det centrale London. Du skal køre med Victoria-linien og stå af ved til Seven Sisters stationen.

Herfra kan du så tage en af de lige så traditionsrige røde dobbeltdækkerbusser ud til White Hart Lane. Der er cirka 3 km fra undergrundsstationen og til stadion. Du kan også sagtens gå de 3 km.

Varm op på pubben sammen med fansene

Der findes masser af pubs i nærområdet til Tottenhams fans. Hvis du er på White Hart Lane som fan af udeholdet, skal du lige være opmærksom på, hvad der står på døren. De fleste steder er forbeholdt Tottenham-fans, og det fremgår som regel tydeligt af et skilt på døren.

Vi besøgte Bricklayers Arms, som er en traditionel engelsk pub, der oser af pub- og fodboldstemning. Pubben er fyldt med Tottenham-gear og halstørklæder og flag fra internationale Tottenham-fans, som har besøgt pubben. Det er et virkelig hyggeligt sted. Snup en pint, og kast dig ud i ud i fodboldsnakken med de lokale fans.

Vil du gerne klædes på som supporter, er der masser af boder, hvor der sælges forskelligt Spurs-merchandise langs High Road, hvor både stadion og Brick Layers Arms ligger. Her bliver kampprogrammerne også solgt, hvis du vil læse om kampen eller have en souvenir med hjem fra oplevelsen. VI fandt dog ud af, at det faktisk er billigere at købe halstørklæder og huer i den officielle fanbutik lige ved stadion end ved de mange boder langs vejen.

Bliver du sulten, er der op til kampen masser af madboder, hvor du kan få en god gang fish and chips, burgere eller hotdogs.

I området omkring stadion er der desuden masser af bookmakere, så du kan få lidt ekstra spænding ved at spille på kampen. Vi smed 5 £ på en 3-0 sejr til Spurs til odds 10.

Nyt stadion undervejs

Tottenham Hotspurs hjemmebane White Hart Lane er et gammelt stadion, som oprindelit er bygget helt tilbage i 1899. I 1960’erne kunne det rumme 70.000 tilskuere, men i dag hvor der kun er siddepladser, kan stadionet rumme 36.310 tilskuere.

Når man befinder sig i området omkring stadion, ser man, at der bygges på livet løs lige ved siden af det gamle stadion. Det er nemlig planen, at der skal bygges et helt nyt, topmoderne stadion med plads til 61.000 tilskuere. Går alt som planlagt, skulle det nye stadion stå klart allerede til 2018-2019 sæsonen.

Tottenham vil derfor skulle spille deres kampe på en midlertidig hjemmebane i sæsonen 2017 og 2018. Her er Wembley Stadium på tale som midlertidig hjemmebane. Det nye stadion forventes at løbe op i en pris på små 4 milliarder kroner, når det står færdigt!

Kampen på White Hart Lane

Indtil det nye stadion står klart, må man dog nøjes med det gode, gamle White Hart Lane, og det skal man bestemt heller ikke undervurdere. Det gamle stadion emmer nemlig af sjæl og historie.

Hvis du vil undgå kø i forbindelse med, at du skal ind på stadion, er det en god idé at møde op en times tid inden kampstart. Når du kommer ind på stadion, kan du købe øl og snacks i boderne under stadion. Du må dog ikke have øl med ind på selve stadion. 

Stadion bliver først helt fyldt de sidste 10 minutter inden kick-off. White Hart Lane er et utrolig intimt stadion. Her er ingen løbebane eller lignende rundt om banen, og man er derfor helt tæt på begivenhederne.

England er berygtet for hooligans, men vi var meget overraskede over den gode opførsel fra fansene. Der var ingen voldelige episoder, og der blev ikke kastet en eneste mønt eller lighter ind på banen under kampen.

Det betyder på ingen måde, at det var kedeligt, for der var nemlig fuldt tryk på stemning og sang under hele kampen. Der blev virkelig sunget igennem fra alle tilskuere, og fansene er meget passionerede.  VI stod bag det ene mål ikke langt fra udeholdets fans, der var mødt talstærkt op. Det var fedt at opleve de forskellige chants mellem udeholdets fans og de inkarnerede Spurs-tilhængere.

Nåh ja, og kampens resultat? Hjemmeholdet Spurs vandt 3-0 over AFC Bournemouth, som blev udspillet på kryds og tværs. Christian Eriksen scorede målet til 3-0 og spillede en stor kamp. Ligatopscorer Harry Kane stod for de to andre mål. Så det var gevinst ved bookmakeren.

Hjem fra White Hart Lane

Når kampen er forbi bliver tilskuerne sluset ud, og det giver selvfølgelig altid nogle køsituationer, når 36.000 mennesker skal væk på samme tid. Et massivt opbud af politi både til fods og til hest, sørger dog for, at folk sluses stille og roligt væk fra stadion, uden at der opstår ballade mellem fangrupperne fra de to hold.

Det var ikke umiddelbart let at finde en bus efter kampen. De var sikkert fanget i trafikken, så vi besluttede at gå de cirka 3 km ned til stationen. Området omkring White Hart Lane er lidt ”dodgy”, så hvis ikke det var fordi, der var fyldt med fodboldfans, var det nok ikke et kvarter, vi ville gå rundt i efter mørkets frembrud. Vi kom dog fint frem til undergrunden og kunne vende tilbage til vores hotel i det centrale London en stor fodboldoplevelse rigere.